Kort sagt er et blødgøringsanlægs funktion meget simpel: Det fjerner (det meste) kalk fra vandet, der løber igennem det. Hvis du har besøgt et land med et lavere kalkniveau end i Danmark ved du, at det kan være befriende at slippe for kalk i vandet. Det kan føre til irriteret hud, hurtigere opslidning af tøj, højere sæbeforbrug, ekstra rengøring, tilstopning af vandrør og højere strømforbrug ved fx kaffemaskine og elkedel. Et blødgøringsanlæg hjælper dig med at slippe af med alle disse gener ved at fjerne kalken fra vandet. Læs med herunder og se alle de fordele der er ved blødgøringsanlæg.
Nemmere rengøring
Den kalk, der er i vandet, har det med at sætte sig hvor end den kan komme til. I håndvasken, i brusehovedet hvor det stoppes til og ikke mindst på gulvet omkring afløbet i bruseren. Ved at tilslutte et blødgøringsanlæg til din vandforsyning kan du slippe for alle disse udfordringer. Det betyder at du slipper for at afkalke bruseren for at vandet kan løbe igennem og du slipper for at kravle rundt på gulvet og skrabe kalk af dine klinker. Det er også fordelagtigt for mange af dine maskiner, der bruger vand, fx kaffemaskine, elkedel, vaskemaskine mm. De vil både få længere levetid og være nemmere at vedligeholde.
Bedre hud og hår
Huden er som nævnt ikke så glad for hårdt vand, og du risikerer, at den bliver irriteret. Men du kan faktisk også få bedre hår, når du ikke bruger hårdt vand til at vaske det. Sæbe og shampoo opløses nemlig meget dårligt i hårdt vand, hvilket resulterer i, at du bruger mere og at det er sværere at skylle ud. I blødt vand bruger du mindre, hvilket er bedre for både din hud og dit hår.
Pænere tøj og renere tallerkner
Som nævnt er hårdt vand dårligt til at opløse sæbe. Dette gælder også for den sæbe, du bruger til at vaske tøj. Den større mængde sæbe og det kalkholdige vand resulterer desuden ofte i tøj, som hurtigere falmer i farven og tøj, som kan føles stift og ubehageligt at have på. Med et blødgøringsanlæg får du altså blødere tøj, der holder længere. Samtidigt slipper du også for tallerkner med kalkpletter, som kan være svære – næsten umulige – at få bugt med.
Alt i alt har blødgøringsanlæg en række fordele, som vil gøre dit liv nemmere og spare dig penge. Selvom det kan føles som en dyr investering – et anlæg koster fra 12.000 kr. og op – betaler det sig ofte hurtigt hjem igen. Og det økonomiske aspekt er en ting, men et anlæg vil faktisk også spare dig tid og en masse besvær med rengøring.